25.12.10

Pervasive wanking

Omkring 90% af de sædelighedsforbrydelser, der bliver begået, er imod kvinder. Mere end hvert tredje af disse ofre er mindreårigt. Åbenbart hører det at få overskredet sine grænser seksuelt med til at være en ung kvinde.

Det vidste jeg ikke, da jeg som 16-årig stod i London Underground og irriteredes over, at manden bag mig blev ved med at trykke sig op imod mig. Faktisk var jeg så naiv, at jeg troede den hårde genstand, som han blev ved med at dunke imod min ende, var hans knæ. Jeg prøvede at skubbe min taske om på ryggen, men det hjalp ikke, og jeg tænkte, at han åbenbart havde mindre plads end først antaget. Men vi stod jo også som sild i en tønde.

Da jeg stod ud af det proppede tog, kastede jeg et irriteret blik over skulderen. Det var først da at det gik op for mig, hvad der var foregået. Det var en mand af italiensk udseende. Han har sikkert været midt i tyverne, og vel egentlig ganske tiltrækkende, men for mig var han uendelig gammel og frastødende. Han havde hvide bomuldsshorts på, hvilket gjorde det umuligt at overse hans erigerede lem. Men selv hvis jeg havde kunnet bortforklare den markante bule som en bizar fold i stoffet, lod hans intenst stirrende blik ikke nogen tvivl tilbage.

Dørene gled i, og toget rullede ud af perronen. Jeg var efterladt med mine følelser, uden en chance for at formidle dem til den rette adressat: Først frygt. Jeg havde befundet mig i en situation, som jeg opfattede som farlig, og jeg havde ikke engang bemærket det. Hvad hvis han var stået af toget, da jeg gjorde det? Hvad hvis han var fulgt efter mig, havde overfaldet mig, voldtaget mig?

Derefter skummende vrede. Tænk at nogen skulle have lov til at gøre mig til en ting. Intetanende var jeg blevet degraderet til et redskab i et andet menneskes projekt, der kun handlede om at opfylde egne behov, uden hensyn til at jeg også var en person. Jeg var kun 16 år, men alligevel var jeg så harm, at jeg stadig kan mærke vreden blusse op i mig, når jeg henter mindet frem her 20 år efter.



Charter

Nu skal man passe på med at sammenligne seksuelle krænkelser med andre former for grænseoverskridende adfærd. Lige så snart sex er involveret, bliver emnet sprængfarligt. Ikke desto mindre er det den samme følelse af krænkelse jeg sidder med, når jeg læser om pervasive larps.

For eventuelle læsere af min blog, der ikke er så godt inde i rollespilsterminologi, vil jeg lige levere en oversættelse. Larp er jo Live Action Role-Play, altså liverollespil på engelsk. Pervasive larp er når man flytter liverollespillet fra en ”scene” (som f.eks. en skov) til at foregå mellem andre mennesker, der ikke spiller rollespil. Det bliver også kaldt ”in crowd larping”, med reference til at rollespillet kan foregå midt i en menneskemængde, hvor menneskemængden så bliver til en slags kulisse eller setting for rollespillet.

I Bjarke Pedersens kommende scenarie, ”Relation Road #1: Charter”, bliver pervasive larping taget til et nyt niveau. (Link her: Charter). Handlingen går ud på, at tre par fra den nederste del af den københavnske middelklasse tager til Alanya for at redde deres skrantende parforhold. Der hvor scenariet adskiller sig fra så mange andre rollespil, er dets måde at inddrage de andre feriegæster på. Præmissen er nemlig at parrene kun kan redde deres forhold, hvis de får hjælp af de ikke-spillende, intetanende feriegæster i Alanya.

Jeg kan godt lide Bjarke Pedersen. Jeg kan også lide hans projekter – jeg synes de er tankevækkende, provokerende og har noget på hjerte. Jeg kan også se fascinationen ved at blande virkelighed og fiktion. Så det skal ikke opfattes personligt når jeg siger, at ”Charter” sender mig direkte tilbage til London Underground anno 1990. Jeg finder det ganske enkelt uetisk og dybt problematisk at man i scenariet skal misbruge andre menneskers tid og hjælpsomhed til at tilfredsstille spillerens projekt. Når man på den måde inddrager folk som redskaber til at opnå et bestemt formål, skylder man dem i det mindste at indhente deres accept – ellers er det en objektificering på linje med det jeg oplevede som ung pige, om end antageligvis uden det seksuelle islet.



Vi mangler at forholde os kritisk

Der sker nogle rigtigt spændende ting med rollespil for tiden. Rollespil har løsrevet sig fra de traditionelle genrer; fantasy, science fiction og vampyrhistorier, som desværre associeres med trivial- og teenagelitteratur. Liverollespil er ved at blive voksent, og er begyndt at håndtere voksent indhold, som f.eks. netop parforholdets problematikker. Det er godt at der bliver åbnet for nye muligheder, og afsøgt grænser, for det er sådan vi konstaterer hvad mediets spændvidde er.

Men det er også på tide, at vi får åbnet for de refleksioner og diskussioner, der naturligt hører med til denne udvikling. Vi bliver nødt til at udvikle en etik og nogle guidelines, der gør det muligt for arrangører og spillere at navigere – først og fremmest med det formål, at ingen skal gøres fortræd.


Pervasive Whampyre
Jeg kan huske første gang jeg selv oplevede præcist hvor let det er at komme i klemme med pervasive larping. Det var i forbindelse med at jeg deltog i en københavnsk vampyrkampagne. Min karakter var en vampet og ret outreret kvindelig vampyr, der klædte sig i blodrødt fløjl og brugte temmelig meget makeup. Det meste af spillet foregik i en dertil indrettet bar i Københavns nordvestkvarter, men ved flere lejligheder tog vi ud i byen, gik på bar eller spadserede rundt i gaderne, og lod som om vi ikke frøs, når det var koldt i vejret (for vampyrer føler jo ikke kulde).

Ved en enkelt lejlighed havde vi spillet det meste af aftenen i vampyrbaren, da min karakter blev sulten, og jeg besluttede at gå en lille tur rundt om bygningen, tilpas længe til at de andre spillere kunne forestille sig, at jeg havde været ude at finde et offer for min blodtørst. Hvad jeg dog ikke lagde mærke til var at en ikke-rollespiller fulgte med mig tilbage til vampyrbaren. Her fandt han sig en øl, og gav sig derefter til at vente, mens jeg placerede mig på låret af min vampyrelsker.

På et tidspunkt blev alle vampyrerne kaldt ind i baglokalet til et møde. Ved denne lejlighed valgte min ”forfølger” at give sig til kende. Han galede op om, at nu måtte det fandeme være hans tur til at have mig.

Den forvirrede mand blev meget bestemt vist døren af et hold mandlige rollespillere i sorte jakkesæt. Han fik vist aldrig forklaret hvad misforståelsen gik ud på.



”Det er jo ikke mig – det er bare en rolle jeg spiller”

Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed overfor manden, da jeg trods alt synes det er lidt af en tilsnigelse at konkludere, at en kvinde må være luder, fordi hun går rundt alene i et belastet kvarter. Også selvom hun er iført et outreret kostume. Men jeg synes episoden tjener som eksempel, fordi den viser nogle af faremomenterne ved at blande rollespil og virkelighed. For hvad nu hvis jeg ikke havde været i selskab med 20+ mandlige spillere?

En ting er at man risikerer, at de personer, der uforvarende bliver inddraget i pervasive larps, kan føle sig misbrugt. En anden ting er at de ikke kender rollespillerens grænser. Skønt jeg spillede en vampet vampyr, ville jeg aldrig have overvejet sex med en fremmed mand, der fulgte efter mig, selvom min karakter måske ville have det (og på trods af at det måske var de signaler, hun sendte). Mine medspillere var indforståede med dette – men den fremmede mand var det af gode grunde ikke.



Tilbage til London Underground

Det er fristende at inddrage virkelige mennesker i rollespillets fiktive verden, fordi virkelige følelser og problemstillinger giver fiktionen autenticitet og dybde. Ting der klinger ægte på et følelsesmæssigt niveau giver os større oplevelser. Jeg synes det er et spændende eksperiment, og jeg har intet imod at det gøres – med samtykkende individer, vel at mærke. Men at inddrage virkelige mennesker, potentielt imod deres vilje, synes jeg ganske enkelt er respektløst. Lidt ligesom at wanke op af folk i undergrunden mellem Paddington og Baker Street.

Andre folks grænseoverskridende adfærd er det umuligt at sikre sig imod, men man kan i det mindste vælge sine egne standarder.

11 kommentarer:

Oliver sagde ...

Hej Sanne

Jeg er helt enig i din holdning til incrowd/pervasive som uærligt og perverst.

Desuden synes jeg at det er et problem for både os som rollespiller og vores image hos befolkningen alment, at vi mener at det er reelt at rollespil er noget man holder hemmeligt for de udenforstående.

Elias sagde ...

Hej Sanne.

Jeg er meget enig med dig. Pervaive Larp er spændende, men grænseoverskridende gående imod farligt. Og grænseoverskridende, ikke kun for spilleren, men også for de udenforstående, der bliver "brugt" i spillet.

Jeg mener dog ikke, du kan sætte lighedstegn imellem "in crowd" og pervasive. I "in crowd" lægger du spillets rammer ned over et virkeligt sted. De ikke-spillende mennesker, der befinder sig der, bliver altså til en del af kulissen, eller i bedste fald statister, der ikke skal inddrages i plottet. Der er altså en barriere mellem spilleren og ikke-spilleren.

I pervasive nedbrydes den barriere, og spillet flyder ind i den almindelige verden. Spillet gør ikke-spillere til bi- eller endda hoved-personer i historien - uden at de har bedt om det, ved det, kender rammerne eller kan melde fra. Og det kan netop komme til at føles som et overgreb - for spilleren har jo "løjet" overfor ikke-spilleren. Det er altså på den måde en misbrug af den tillid, vi gerne vil have, man skal vise en fremmed.

Sagt kort, jeg er meget enig med dig.

Jeppe Nybo sagde ...

Tak for god læsning - og en glimrende overspringshandling mit i juleeksamenstiden!

Det er noget tid siden jeg har spillet live - eller været til en con - men jeg har før tøjlet med dilemmaerne med netop rollespil i det offentlige rum og jeg kan se at emnet stadig er aktuelt.

Og så iøvrigt forsat god jul - og ditto Nytår.

Sanne Harder Flamant sagde ...

Pervasive gaming er af nyere dato, men problemerne med ic crowd har vel eksisteret i mange år efterhånden. Der går fremragende vandrehistorier om folk, der næsten er blevet skudt af politiet, fordi de har brugt attrapvåben.

Matthijs sagde ...

Hei Sanne, jeg er ikke helt enig med deg :) - det vil si, jeg har en del kommentarer.

Først, en avklaring (kanskje mest til Elias): "Pervasive gaming" behøver ikke å involvere utenforstående. Og hvis de gjør det, er det ingenting som sier at de utenforstående skal føres bak lyset. Det er en mulig måte å gjøre ting på, men ikke et krav.

Så en generell kommentar: Det å sammenligne bruk av utenforstående i et spill de ikke kjenner, med et seksuelt overgrep, er en retorikk jeg ikke syns er god. Jeg aksepterer ikke sammenligningen, både fordi jeg mener de to tingene er meget forskjellige, og fordi sammenblandingen bare kan gjøre debatten uklar. "Er du for pervasive? Da er du kanskje for voldtekt også?"

Jeg mener at det å involvere utenforstående er et virkemiddel man skal tenke nøye over før man bruker, men det er ikke automatisk "feil". Hva med Boal og "de undertryktes teater", som forsøkte å opplyse folk og få dem til å tenke - ved å dra dem inn i noe de ikke visste var en forestilling?

Jeg mener også at det at noe kjennes ubehagelig, ikke behøver å bety at det ikke er bra. Lærere som Jane Elliott og psykologer som Milgram gjorde meget ubehagelige ting med mennesker - til og med barn. Men den ene fikk gitt dem verdifull lærdom, og den andre fikk oss til å forstå menneskeheten bedre.

Jeg hater selv at folk går over mine grenser. Jeg er meget lite fleksible på slikt. Likevel har jeg noen ganger sett at det har vært bra; at jeg har lært noe av det, og blitt tatt med til (mentale eller emosjonelle) steder jeg har godt av å besøke.

Så, for å oppsummere mitt syn: Det å trekke inn utenforstående KAN være en god ting. Det kan også være en dårlig ting. Det bør gjøres av en grunn, og være gjennomtenkt; hvis det gjøres riktig, kan det være lærerikt. Men det vil sjelden oppleves behagelig for de involverte.

Sanne Harder sagde ...

Hej Matthijs, tak for at kigge forbi endnu engang - og tak for at være uenig ;)

Jeg er godt klar over at min retorik er lidt "out there". Men jeg synes det er rigtig svært at få sparket en diskussion igang om dette emne, selvom det er bydende nødvendigt. Så derfor den provokerende indledning. Og så også fordi jeg vitterlig synes, at der er nogle af de samme følelser i spil. Begge dele handler om at man bliver anvendt som et redskab i en andens projekt, uden samtykke.

Jeg synes faktisk forumteater har nogle af de samme grundlæggende problemer som rollespil. Jeg er så heldig selv at have oplevet det, i arbejdsøjemed. Min erfaring er at det er ekstremt effektivt, men også med fantastiske muligheder for at manipulere og fucke med folk. Det er jo fint så længe man er enig med de bagvedliggende politiske hensigter, men...

Det er for så vidt ikke det at noget føles ubehageligt jeg opponerer imod. Og jo, selvfølgelig kan det være lærerigt at få overskredet sine grænser (det er faktisk sådan Piaget beskriver læring - som grænseoverskridende oplevelser, der clasher med ens verdensbillede, og som tvinger en til at rykke sig). Men igen vil jeg vende tilbage til det med samtykket. Jeg er for så vidt ligeglad med om intentionen er at gøre folk til bedre mennesker, i bedste formynderiske stil. Jeg mener stadig det er respektløst.

mgreis sagde ...

Hej Sanne,

Spændende emne. Jeg synes, det er interessant at se, hvorledes etiske diskussioner omkring vores hobby synes at være i vælten for tiden. Jeg vil helt tilfældigvis droppe et link til en lignende diskussion:
http://planbrollespil.wordpress.com/2010/11/26/fortaenkninger-om-ansvar-fare-og-etik/

Jeg kan ikke lade være med at finde nogle paralleller til denne form for invasivt spil (for nu at blive i de bastante termer), hvor man inddrager omgivelser modvilliget eller uvidende og potentielt med det formål at belære dem. Et lignende element finder man i Reinhardts Terningemanden (som jeg ikke kan fordrage, men jeg også altid ment at Barks kom først med sin historie om Anders And og Platismen), og Willéns roman Englekysset, hvor rollespillere spiller en art in-crowd-spil med det formål at påvirke deres omgivelser.

Oliver sagde ...

Jeg mener ikke at det er sundt at forsøge at 'opdrage' folk ved at lyve for dem, uanset skala. Hverken for religion, kunst eller videnskab, så udvander vi vores medmenneskers betydning som individer. Og vi skal slet ikke gøre det for sjov, som med rollespil.

Jeg ville gerne sige noget klogt og citere Richard Dawkins, men jeg er for træt lige nu.

Jesper Bruun sagde ...

Så vidt jeg har forstået pervasive rollespil, så er det når spillets rammer og spillerens hverdagsrammer flyder sammen. Når rollespillet på en eller anden måde har indflydelse på spillerens hverdag.

Så vidt jeg kan se, behøver det ikke at betyde, at man narrer folk, eller bruger folk på nogen etisk uforsvarlig måde.

Synes også at en sådan "definition" motiverer, at der er forskel på pervasive og in-crowd.

Pervasive rollespil mixer - for spilleren - rollespil og hverdag, mens in-crowd rollespil foregår blandt ikke-rollespillere.

Eksempel: Jeg deltog i rollespil, hvor jeg som en del af spillet modtog mails på arbejdet og svarede som min rolle. Det var ikke in-crowd, men pervasive (for mig).

Eksempel: Jeg deltog i et rollespil, hvor vi skød på hinanden på Københavns Hovedbanegård med attrappistoler. Det var in-crowd (og dumt), fordi det foregik mellem almindelige mennesker, men det var ikke pervasive, da det udelukkende foregik i min ferie og ikke havde indflydelse på min hverdag.

Marie Wolfsberg Oscilowski sagde ...

Jeg sidder lige og får det lidt (læs meget) skidt med mig selv, fordi jeg, da jeg hørte om Charter, tænkte: nej hvor fedt (for spilleren) og glemte at tænkte; nej hvor ufedt (for ikke-spilleren). Eller jeg tænkte det i hvert fald ikke nok.
Jeg tænker at det måske også er noget af grunden til indlægget? For at få os til at indse at der kan være en problematik, og tage diskussionen op, og det mener jeg er sundt.

Jeg er jo rørende enig med dit indlæg. Jeg kan godt se at der i tidernes løb er blevet gjort ting mod nogle som har haft en eller anden positiv effekt, men det synes jeg ikke er en fortaler for at gøre det igen.

Personligt ville jeg føle mig enormt misbrugt hvis nogen rollespillede på mig, uden at jeg vidste det.

Så, ja, Sanne. Det er fuldstændig respektløst.

Ras Bolding sagde ...

Det hele minder mig om dengang jeg, fra tid til anden, kunne risikere at blive overfaldet af kønne unge vampyrrollespillende piger på universitetet. Jeg måtte pænt, om end en smule akavet, forklare dem, med tandsæt i halsen, at jeg var faktisk ikke med i spillet, men at jeg bare ser sådan her ud. Ak ja, det er hårdt at være en bleg fyr i make-up. Der var engang hvor folk skreg bøssesatanist efter en i gadebilledet, og nu kan det kun blive til symbolske vampyrbid fra liverollespillere. :P