13.4.08

Fastavalerindringer

Inspireret af Mette Finderups blog fik jeg den tanke, at jeg ville skrive mine Fastaval-erindringer ned. Jeg ved ikke om de er interessante for andre end mig, men her er de altså: Sannes Fastavalerindringer.

1997
Jeg kan huske, at mit første år på Fastaval var 1997, fordi jeg spillede Arken. Men jeg havde jo været rollespiller længe inden da. Rollespiller – ikke rullespiller. Vi var et hold af venner, der havde mødt hinanden i 2. G på Virum gymnasium lidt nord for København, da Shakespeares En Skærsommernats Drøm blev sat op. Vi havde vilde drømme. Henning, der som oftest var vores spilleder, ville være skuespiller, og jeg ville være kunstner. Efterhånden faldt nogle fra, og andre kom til. Den faste kerne kom til at bestå af Peter Josef, der ville være sanger, H.P. Hartsteen, der ville leve af at lave rollespil (yeah, right), Hennings søster Pia og Martin Enghoff, og tilsidst også Martin Rauff, der nu bl.a. laver BARDA. Derudover var der alle de gæsteoptrædende skuespillere, som Henning hev med fra sine skiftende forestillinger.

Det var Henning, der stod for at skaffe scenarierne. Jeg er ikke sikker på, hvordan han stod i kontakt med Fastaval – om han overhovedet besøgte connen selv, eller om han bare ringede forfatterne op, og spurgte om han måtte få en kopi af deres scenarie. Det var midthalvfemserne, og ingen havde hørt om PDF, så jeg tror nok det involverede en del tid og anstrengelse for hans part. Vi begyndte at spille i ’94, og spiller faktisk stadig, om end ikke helt så ofte som dengang.
Nå, men Fastaval 1997. Jeg var 22 og havde afbleget hår med en lysende tyrkisblå stribe igennem, og det var måske meget godt når man begik sig i kunstnerkredse og gik til forpremiere på performanceart, hvor folk var pakket ind i cellofan. Men på Fastaval var der altså ikke rigtigt nogen, der ville snakke med mig, hvad enten det så var på grund af håret, eller fordi jeg ikke spiller brætspil. Jeg havde meget lidt tilfælles med mine med-noobs, da jeg jo for længst var færdig med at spille Dungeons & Dragons, og mente, at rollespil var en kunstart (eller i hvert fald burde blive det). Til gengæld var alle de interessante folk – dem, der havde skrevet de scenarier, som vi havde spillet derhjemme – travlt optaget med hinanden. Derudover var der også nogle, der rendte rundt med et kamera og en rigtig grim attitude, syntes jeg. De ville meget gerne filme mig (muligvis på grund af det med håret), og jeg blev ved med at sige nej, og alligevel insisterede de.
Så var der jo Arken. Sidenhen betegnet som verdens bedste scenarie. Jeg var nu ikke så overbevist. Derhjemme spillede vi jo det, som i dag bliver kaldt for semilive. På connen skulle man bare sidde og snakke sammen. Det var et kultursammenstød for mig, der mindede om de gamle, dogmatiske D&D-dage, som jeg med stor lettelse havde lagt bag mig. Selvom den slukørede spilleder prøvede at overbevise mig, troede jeg aldrig på, at jeg havde med noget helt særligt at gøre.
Jeg tog hjem fra Fastaval og tænkte, at det dér var der vist ikke genvalg til.


2000

Siden 1997 var der sket en hel del i mit liv. Kunstnerdrømmene var knust. Efter tre afslag fra kunstakademiet, og to fra designskolen i København, var jeg søgt ind på læreruddannelsen, fordi jeg desperat mente, at jeg havde brug for en uddannelse af en eller anden art. Jeg havde gjort mig upopulær hos liverollespillerne (jeg havde spillet liverollespil siden 1994) ved at komme sammen med den forkerte, så i stedet meldte jeg mig ind i den københavnske rollespilsforening Erebor, hvor jeg fik kurser i scenarieskrivning hos Sebastian Flamant (and the rest is history). Efter at have vundet fire priser for mit scenarie Elysian Fields på Viking-Con, syntes jeg det var på tide at bide skeer med de hårde drenge på Fastaval. Men eftersom jeg jo ikke var synderligt begejstret over oplevelsen i 1997, besluttede jeg mig for kun at komme til banketten.
Jeg havde knaldrødt hår, rottehaler og en gennemsigtig bluse. Ellers husker jeg ikke så meget fra banketten. Maden blev til sand i min mund. Jeg vidste jo, at mit scenarie var nomineret, og hvor kunne det altså bare være sejt, hvis jeg vandt sådan en Otto. Jeg var temmelig overbevist om, at mit scenarie kunne noget, for jeg havde sparret med Michael Erik Næsby (som jeg kendte fra RPGForum) og min scenarieansvarlige, Peter Bengtsen. På den anden side var gutterne hjemme i foreningen skeptiske. Jeg havde jo spiltestet med bl.a. Bjarne Sinkjær, Kasper Nørholm og Sebastian Flamant, og entusiasmen var ikke så overvældende, som jeg havde håbet.
Men jo, den var god nok. Jeg fik Ottoen for bedste spilpersoner. I befippelse tabte jeg min sko på vej op af trappen, som en anden Askepot. Resten af aftenen var jeg indhyllet i en tæt, lyserød sky af lykke. Nogen trykkede min hånd og sagde: velkommen til eliten.


2001

Siden jeg nu var blevet anerkendt som dansk rollespils unge up and coming kvindelige scenarieforfatter, blev jeg inviteret til at deltage i dommerpanelet i 2001.
Der var specielt to scenarier fra det år, der udfordrede mig. Det ene var Urgent Watch, der handlede om en krigsmission i ørkenen. Det var meget strategisk, og jeg fattede ikke en dyt. Dette kom jeg til at udbasunere på RPGForum, fordi jeg ikke havde fattet, at ottodommere skal holde tæt – specielt når man ikke engang har drøftet scenariet med dets forfattere.
Det andet var Efter Drømmen – Sorte Rose I. Det forførte mig simpelthen med dets lyriske skønhed, og jeg græd snot da de andre dommere gjorde mig opmærksom på, at der er huller i plottet. Min anden lektie som dommer var aldrig at bide sig fast i en enkelt favorit.
Jeg havde selv et scenarie med på Fastaval det år: livescenariet Oktovia. Det skulle egentlig have kørt på Viking-Con, men Viking-Cons rammer var simpelt hen for rigide til, at det kunne lade sig gøre.
Jeg havde lagt urimelig meget tid i scenariet. Min idé var at skrive et liverollespil, hvor der både var intriger og plot, og hvor niveauet var lige så højt som til et bordrollespil. Jeg havde skabt en verden, en mythos og et magisystem, som jeg selv var fuldstændig forelsket i. Rollerne havde Michael Erik Næsby hjulpet mig med, selvom han flere gange sagde, at han følte sig lidt på dybt vand (han havde aldrig skrevet eller spillet live før).
Oktovia kørte af helvede til. Halvdelen af spillerne kørte af sted med plottet, løste det på to timer og futtede tilbage til Oktovia, mens den anden halvdel strandede på Fastaval. Spillerne troede de skulle spille fantasylive, og havde syet fantastiske kostumer, men det viste sig jo, at de skulle spille in crowd og gå rundt og forstyrre de andre fastavaldeltagere. Det var en fadæse, og bagefter skældte Michael mig ud (på en meget jysk og underspillet måde), og vi blev aldrig rigtig gode venner igen.
Men det hele var dog ikke spildt. Morten Juul brillierede som scenariets skurk, der havde hukommelsestab, og nu troede han var elite. Dirtbusters kom op at slås med spillerne, da de besluttede at feje portalen til Oktovia op. Sidst, men ikke mindst, mødte jeg en smuk, ung pige ved navn Maya Krone, der spillede en oktoviansk skjald.
Og nede i baren konstaterede de gode oktovianere, at i denne sære verden behøvede man kun ét ord: Max Møller.


2002

Jeg husker ikke ret meget fra Fastaval 2002, og det har sin årsag. Inden kongressen tog jeg nemlig i sommerhus ved Vestkysten med Sebastian. Jeg var dommer, og han havde skrevet sit første Fastaval-scenarie, Elevator. Hvis man spørger Seb om, hvad han selv mener er hans ”største” scenarie, vil han nok sige Forhøret – men jeg vil nu altid mene, det er Elevator.
Seb var selv ret overbevist om scenariets fortræffeligheder, men desværre var han også sikker på, at tilværelsen var uretfærdig, og han ville blive forbigået. Derfor sled han på mine nerver en hel ferie, med sin kritik af smagsdommeri og sin stillen spørgsmål vel dommernes kompetence og inhabilitet. Det endte med, at jeg blev syg, og måtte bruge størstedelen af ’Vallen i en seng hos noget århusiansk familie. Det endte heldigvis med, at han fik sin (velfortjente) Otto. Jeg svor at jeg aldrig igen ville være dommer, mens Sebastian skrev scenarie. Alligevel hoppede jeg, efter talrige løfter om at misæren ikke ville gentage sig, på limpinden nogle år efter. Bare for at konstatere, at alt var ved det gamle!


2003

Efter Morten Juul havde været overdommer i tre år, syntes han det var på tide at give stafetten videre. Jeg syntes det lød som en spændende opgave, så det blev mig, der stod for at samle et hold dommere.
Jeg tænkte, at det nok var en god idé at finde nogle folk, der havde meget forskellige tilgange til at bedømme scenarier. Dér tog jeg fejl. Mit jurypanel var så uenige, at vores første møde inden Fastaval, varede noget nær ved 16 timer. Det hele degenererede tilsidst til ”nej” – ”jo” – ”nej” – ”jo”. Og det var kun begyndelsen. Søndagens morgenmøde endte med at jeg måtte presse folk til enighed for at vi kunne blive færdige i tide, og jeg blev hamrende uvenner med Brian Rasmussen, der ellers er en nær ven, fordi jeg var så skrap. Palle Schmidt var vist heller ikke alt for begejstret for mig.
Et af connens mest interessante scenarier, En Konge i Gult af Jacob Scmidt-Madsen, endte med at blive helt forbigået af dommerpanelet. Det vil jeg nok for altid blive skældt ud for. Jacobs meget intellektuelle stil gjorde dommerpanelet usikre på, om hans historie blev formidlet til spillerne. Det gjorde den heldigvis, og han vandt publikumsprisen.
Til gengæld mener jeg, at 2003 var det første år, hvor Maria Elf og Markus Steensen, der var mine gamle ungdomsskoleelever, var med på Fastaval. Her mødte vi desuden Helene Willer, der var taget alene på con, og havde brug for nogen at hænge ud med. Hun syntes vistnok at jeg var lovlig indspist og elitær, men heldigvis blev vi ved med at se hinanden uden for Fastaval (og Mikkel Bækgaard, der måske nok er en af drengene, når han er på Fastaval, men heldigvis nærmere en af tøserne, når han ikke er. Og det mener jeg på den allermest positive måde). Vi blev alle sammen urimeligt stive efter banketten. Maya og jeg blev snavet af Ask Agger, efter at have taget imod tilbud om kiwi. Mads Brynnum og Morten Malmros lavede mandestrip for Maria og mig, så jeg blev pinligt berørt og måtte lukke øjnene for at modstå synet af de unge mandekroppe.
Det var helt klart min bedste banket nogensinde, selvom resten af connen var lidt so-so.


2004

Hvis jeg følte mig overset i 1997, var 2004 lige omvendt. Det var året, hvor jeg blev overbegloet og chikaneret. Det eneste punkt hvorpå de to år mindede om hinanden, var at jeg igen blev ufrivilligt filmet. Farum-tv forfulgte mig op og ned af de klaustrofobiske skolegange.
Den forgangne sommer havde jeg spillet liverollespil med en række af fyrene fra Kraftwerket i København, og det havde været fedt, fedt, fedt. Nu troppede fyrene dog op i skikkelse af Dirtbusters, og da de opdagede at de kendte mig, brugte de det som undskyldning for at råbe ”Sanne, vi vil føde dine børn” og omringe mig og trænge mig op i en krog. Det var sgu lige til en scene i Felicias fortælling. Men lad det nu ligge. Jeg fik mange undskyldninger bagefter (nogle oprigtige, og andre det omvendte) og Dirtbusters fik gransket sig selv nøje og har lagt stilen om.
Men udover det var Helene og Maria rigtig stride, og holdt mig udenfor. Da mit scenarie, Et Hjerte af Guld, skulle køre, havde holdfordelingen byttet rundt på kønsfordelingen. Jeg endte med at sende halvdelen af spillerne væk, og bruge kvindelige spillere fra reservekøen. Klaus Meier kaldte mig for en primadonna, og jeg tror nok jeg gik over i Fastaval-historien som den mest picky scenarieforfatter nogensinde.
Bagefter i caféen svinede Dennis Gade Kofod (som var dommer det år) mig til, fordi han syntes min brug af masker var en lortekliché. Han fik det til at lyde afgørende. I det hele taget var Lars Andresen den eneste af dommerne, der havde noget pænt at sige til mig om mit scenarie, og bagefter tog jeg hjem til René Husted og Joan Xenia, der havde været så søde at lade mig og Maria sove hos sig, og græd. Da jeg desuden fik influenza, besluttede jeg mig for at kaste håndklædet i ringen og tage hjem. Søndag aften fulgte jeg fra sengen med i, hvordan mit scenarie blev forbigået i hver eneste af de fire kategorier, det var nomineret i. Jacob Schmidt-Madsens scenarie, Samsara, løb til gengæld af med tre af priserne. Man kan vel kalde det nemesis; jeg havde jo ”snydt” ham for en Otto i 2003.
Eneste trøst på en helt igennem elendig con var, at Malik Hyltoft vandt publikumsprisen for Zaibatsu. Der findes vel ikke en bedre pris til en gammel kommunist?


2006

Ja, se, jeg sprang jo 2005 over, og det er fordi jeg valgte at min Fastaval-track record efterhånden var så dårlig, at jeg ikke syntes der var nogen grund til at spilde min tid. Men 2005 var også året, hvor Sebastian og jeg holdt bryllup, og ved den lejlighed havde vi så mange rollespillere med, at det blev kaldt for Lille Fastaval, og jeg måtte indse, at selvom Fastaval ikke altid er det letteste sted at befinde sig, er det altså der mine venner er. Så i 2006 besluttede jeg mig for at prøve igen.
Jeg var dommer igen. Det holdt ikke helt let. Max Møller var blevet overdommer. Max og jeg har arbejdet sammen før, og ikke med stor succes. Jeg tænder af på hans ekstremt procesorienterede arbejdsform, og synes han trækker tingene i langdrag. Dommergerningen anno 2006 var ikke anderledes. Den var præget af endeløse voteringer, der opslugte hele min con. Jeg opdagede hurtigt, at mine holdninger ikke var forenelige med de andre dommeres. Specielt var jeg vild med Mikkel Bækgaards Kongemord. Scenariet er blevet beskyldt for at være en sjælløs stiløvelse i Shakespeare. Jeg er ligeglad. Jeg synes det virker, og hvis der er noget, som dommergerningen har lært mig, er det at det er spiloplevelsen, og ikke oplægget, det handler om. Kongemord har mulighed for, at spillerne kan hælde deres egne hjerter i historien, og det er godt nok for mig.
Jeg overhørte spillernes reaktioner på scenarierne, og til min overraskelse spejlede de i udpræget grad mine holdninger. Jeg troede jeg var en satans elitist, men det viste sig, at jeg måske er gået hen og blevet Folkets talerør. Malik bør være stolt af mig.

Jacob Schmidt-Madsens scenarie, Højt under solen, vandt Bedste Scenarie. Jacob fortalte mig, at han var utrolig glad, fordi det var hjerteblod. Jeg havde stadig dårlig samvittighed over En Konge i Gult, og havde svært ved at finde en grimasse, der ku’ passe.
Sebastian og Kristoffer Apollo havde scenarie nr. 2 i deres superheltetrilogi med i konkurrencen. Det var et fremragende scenarie, der blev ved med at blive skubbet af pinden af de andre fremragende scenarier, og endte med en masse nomineringer, og ingen priser. Sebastian var sur på mig, og Kristoffer tog tidligt hjem.


2008

I 2006 besluttede Sebastian og jeg mig for, at vi ville prøve at lave en baby. Men stor var ærgelsen, da vi opdagede, at vores babyplaner kom til at kollidere med Fastaval 2007! David var sat til at komme midt i banketten, på Brian Rasmussens fødselsdag. Han kom i stedet på Dag 0, men det gjorde jo ikke sagen bedre. Søndag aften sad vi alle tre på Rigshospitalet, og modtog sms’er fra Kristoffer Apollo om alle de Ottoer, han og Sebastian vandt for deres 3. superheltescenarie.
Nu er det forresten ikke sådan, at jeg kun havde skrevet tre scenarier siden år 2000. Jeg havde løbende haft scenarier med på Viking-Con, bl.a. The Making of Titanic II og Guru. Men de sidste tre år havde jeg arbejdet på det scenarie, som jeg (bl.a. overfor Frederik Berg Østergaard) meget prætentiøst kaldte for ”mit nøglescenarie”. Jeg havde besluttet at gøre det samme som Jacob Schmidt-Madsen i 2006, nemlig at øse ud af hjerteblodet. Resultatet af anstrengelserne var Felicias fortælling. Jeg besluttede at sætte alle segl til. Jeg spiltestede tre gange, og skrev om og skrev om og skrev om. Jeg havde både Mette Finderup og Sebastian til at redigere og komme med input. Til sidst, efter tre år, løb jeg simpelthen tør for tid. Jeg vidste, at der stadig var huller i scenariet, men jeg blev nødt til enten at aflevere, eller vente et år mere. Det sidste gik ikke, da jeg havde en særdeles god aftale med Sebastian om, at jeg skulle blive hjemme med David under Viking-Con, hvis han til gengæld blev hjemme med ham under Fastaval. Den slags aftaler er det svært at få i hus mere end én gang.
Desuden havde jeg booket drengene fra dengang i begyndelsen til at komme og rulle (rolle?) sig ud som spilledere. Henning (der ikke er blevet skuespiller, men strategic planner) og Peter Josef (der ikke er blevet sanger, men spildesigner) forlod deres koner og babyer en hel påskeferie for at spille rollespil på en skole. Det er nok heller ikke en aftale, man kan kringle så ofte.
Det var, helt enkelt, min bedste Fastaval nogensinde. Det var som at være 22 år igen, bare uden blåt hår og denne gang omgivet af venner og rare folk, og slet, slet ikke nogen, der ville filme mig. Jeg spillede Teknisk Uheld med bl.a. Brian og Henning, og det var hysterisk. Jeg voldtog Brian og sparkede Henning i maven, men det var ok, for det var jo bare rollespil. Jeg blamerede mig ved at lykønske Absurth med deres nominering til Æresottoen, selvom de ikke havde fået en, og Mikkel Bækgaard scorede selvmål på banketten, da han forsøgte at hævne sig på mig på gruppens vegne ved at svine mig fra scenen. Det var synd, for det var ellers en velfortjent Otto han indkasserede. Så blamerede jeg mig lidt ekstra ved at glemme Kristoffer Rudkjær, da jeg takkede mine spilledere ved at kalde dem op på scenen, men eftersom han er medlem af Absurth, kom det bare til at fremstå som et modtræk til Mikkels svineri. Frederik Berg Østergaard og Lars Vilhelmsen gav Mikkel smæk med en borddekoration, og jeg havde efterhånden utrolig ondt af ham, men så kan han jo på den anden side bare holde op med at ligge under for Absurths drengestreger. Jeg fik to Ottoer - én af juryen, og én af publikum. Jeg fik ud af Kristoffer Apollo, at juryen selvfølgelig godt havde opdaget de føromtalte huller i scenariet, men at de alligevel godt kunne se, at det var hjerteblod.
Jeppe Nybo sagde, at han ville fortælle mig alt hvad han havde at udsætte på mit scenarie. Så holdt han en lang pause, og sagde han var færdig. Tina-Tulle snakkede om Felicias fortælling i seks timer, og fortsatte i Fastavalbussen på vej hjem, så Jesper Heebølls ører var ved at falde af. Det var måske det bedste af det hele.

8 kommentarer:

Mikkel sagde ...

Og endnu engang undskyld for min sviner på scenen. Det skulle have været en kærlig joke, men blev leveret helt forkert og pinligt. Jeg fik mange fortjente smæk og skæld ud bagefter. Den fortyder jeg sgu ...

Klaus Meier sagde ...

Hey Sanne

Bare for at fluekneppe, så var du kun nomineret til to ting i 2004 (Redigering og Spilpersoner) og Zaibatsu vandt ikke publikumsprisen det år, det gjorde Chiaroscuro...

Og Mikkel har aldrig været sjovere end da hans råbte af dig på scenen - jo, måske da han brødebetynget sagde undskyld bagefter...

lars sagde ...

Hæ. Har du virkelig ikke været på flere Fastavaller?

Mikkel skal ikke være ked af det. Jeg tror altså godt, at de fleste som kender dig og Mikkel godt ved, at det var ment på en anden måde end det lød ... og det var så fint, at Bornholmerne fik mulighed for at hævne dig.

Et hjerte af guld er et fint scenarie - og dommerne skal fandeme huske at sige pæne ting til forfatterne!

Peter Brodersen sagde ...

Jeg synes, det er et fedt sats at gå op på scenen, når man modtager en Otto og levere første halvdel af en pointe - i den vished om, at man s'gu nok vinder endnu én, og så får man jo scenetid igen, hvor man lige kan afslutte sin pointe :)

Sanne Harder Flamant sagde ...

Klaus: Du har sørme ret, ifølge Alexandria var alt hvad Malik fik "hædrende omtale".
Crap. Det gør kun året endnu værre.

Lars: Nej, jeg er vist en ægte hangaround, der ikke rigtig har noget at have det i ;oD
Dennis er jo kendt for at være ond, så jeg burde nok have været forberedt... Han burde ellers vide, hvordan det er at være følsom forfatter.

Jeppe Nybo sagde ...

Er (alt) for sjældent en mand af få ord - men nogen gange siger det åbenbart mere ikk at sige noget! :)

Og det var en herlig rollespilsoplevelse - både fordi det var en fornøjelse undervejs og fordi historien blev hængende i tanker og i drømme et stykke tid efter.

Sanne Harder Flamant sagde ...

Jeg kan kun gentage mig selv: Det er den slags kommentarer, som gør det hele dét værd :)

Jeppe sagde ...

:)