16.8.07

Rollespilsbaby

Okay. Der er gået al for lang tid, siden jeg sidste gang opdaterede min blog. Og så handler denne opdatering faktisk kun yderst perifært om rollespil.
De sidste 4½ måned er jeg næsten forsvundet ud af rollespilsmiljøet. Dermed ikke sagt at jeg ikke stadig spiller (puha, slemme, 2 negationer i samme sætning) – det gør jeg selvfølgelig, ”den onde kampagne” har kørt tre gange med hylebaby i baggrunden – men det med at få en baby med kolik lægger altså en dæmper på ens evne til at tænke dybe tanker om rollespilsteori. Faktisk har jeg læst et sted, at den stressede hjerne producerer et hormon, der sætter langtidshukommelsen ud af spil. Det er sikkert et eller andet smart fra dengang vi var jægere på savannen, for da var det sikkert smart at være i nuet mens man prøvede at spæne fra et rasende næsehorn. Hvorom alting er, så tror jeg faktisk rasende næsehorn og hylende baby rangerer lige højt på stresshormonproduktionsskalaen: De sidste måneder har det været svært at huske længere tilbage end 10 minutter.
Hvem er han så, den lille fyr, der har vendt mit liv på hovedet? Hans navn er David Harder Flamant, og han er (selvfølgelig) den smukkeste baby i hele verden. Da vi ikke har haft en baby før, har vi lidt svært ved at skille baby-karakteristika fra David-personlighed, men vi har da lært så meget som at han er et meget aktivt og socialt lille menneske, med et stort temperament. Hvordan det så er gået til, kan man spørge sig selv om. Hans forældre er to indelukkede nørder, der bedst dyrker deres tosomhed ved hver sin computer. Vi er begge lettere konfliktsky, og var stille og medgørlige da vi var børn. Men okay. Davids ene bedstefar er forhenværende jægersoldat, den anden er skuespiller. Måske dette skal lære os en lektie om recessive gener?
Det går heldigvis markant bedre med hyleungen nu end det gjorde i begyndelsen. Det er vores bedømmelse, at kolikken faktisk er overstået, for det virker ikke længere, som om han har ondt nogen steder. Lige nu handler det mest om, at vores søn tror at hyleri er en kommunikationsform. Hvis han vil tages op hyler han. Hvis han vil have hjælp til at vende sig om på ryggen hyler han. Hvis han keder sig hyler han.
Vores søn keder sig desværre ofte. You get the picture. Der er meget hyleri.
Men selvfølgelig eeeeeeelsker vi knægten, uanset hyleriet. Og det er jo også utroligt at følge sådant et lille menneskes første år. Bortset fra at David allerede har mere end fordoblet sin vægt og er blevet næsten 15 cm længere end ved fødslen, er det jo sindssygt så meget han har lært på så kort tid. Noget af det første han lærte, og som han heldigvis praktiserer ofte, er at smile. Dernæst er der ting som at møde et andet menneskes blik, at følge os med øjnene tværs gennem stuen, at rasle med sin rangle, at pludre, at føre ting op til munden med sine hænder... og meget, meget mere, der sikkert virker som åndssvagt små ting for den udenforstående. Det korte af det lange er, at han er gået fra at være en lille dyreunge til at være en lille menneskeunge. Man kan se, at der foregår en masse bag de dér mørkebrune øjne.

8.3.07

Post Knudepunkt-tanker

Knudepunkt er vel overstået, og nu døjer jeg med efterveerne (det må man vel godt sige, selvom man er gravid, uden at nogen tror man allerede har født?!?), nemlig en ordentlig omgang influenza.
Men det har været vældig spændende, selvom jeg ikke mødte nogen ”nye” forskere inden for mit eget felt, altså rollespil og undervisning. Til gengæld fik jeg lige hilst på min gode ven Malik, fra Østerskov Efterskole. Og så fik jeg selvfølgelig snakket med en masse andre spændende folk, endskønt ikke så mange, som jeg kunne have ønsket mig :)
Hvad sker der ellers i liverollespilsverdenen? Jo, jeg fandt ud af, at ”narrativism is the new black”. I årevis har det irriteret mig, at det har fremstået som om det højeste ideal man kunne stræbe efter var at forsvinde ind i sin rolle. For mig er det netop en vigtig pointe, at man både kan være rollen og sig selv på én gang. Forskeren Klaus P. Mortensen taler om menneskets konstitutionelle selvfordobling. Tanken er, at ”jeg-identitet” er dialektisk bestemt i forhold til det, som er ”ikke-jeg”. Denne evne til at træde i forhold til sig selv, og – ikke mindst – sig selv som tænkende væsen, indebærer en form for selvoverskridelse: At man først må opleve det fremmede, for at kunne definere sig selv i forhold til det. Uden at jeg helt har fået udforsket tanken endnu, tænker jeg, at set i det lys indeholder rollespil et vigtigt dannelsespotentiale. Men kun (her kommer pointen) så længe det er i forbindelse med reflektion; en slags ”metatankegang”, der hele tiden forholder sig til de to identiteter, og grænsen imellem dem.
Et andet argument imod at forsvinde ind i sin rolle er, at rollespil er et vældig potent terapeutisk redskab, der bl.a. bruges i psykologien. Som for eksempel gestaltterapi. Jeg synes det er aldeles uforsvarligt at placere spillere i positioner, der risikerer at udløse uforløste traumer.

Med andre ord var det altså positivt for mig at høre, at Knudepunkts manifesto-forfattere har flyttet deres fokus fra den intense indlevelse til historiefortællingen. Det ene udelukker dog ikke det andet, og liverne er kun lige nået til at definere nærmere, hvad der egentlig menes med udtrykket ”immersion”, som er blevet brugt til at beskrive indlevelse. Og er det så i det hele taget indlevelse, der menes? Eller er det snarere fordybelse? Og hvis dette er tilfældet: Hvad adskiller disse to?
Troels Barkholt gjorde, meget forfriskende, kort proces med slagordet ”kill the bitch called immersion”. Men måske det ville være mere nuanceret at sige, at det, som skal dø, er de normative holdninger til hvad der er godt rollespil. Lad os da hellere omfavne og udforske forskelle, og lade være med at begrænse mulighederne for os selv.