12.2.06

Øv, den dumme publikumspris

Og nu til noget helt andet: Fastaval. I år har jeg igen fået lov at være dommer på Danmarks mest artsy con, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Det forpligter dog også til at holde øje med, hvad der foregår, hvilket min overdommer – Max Møller – har gjort opmærksom på. Lige nu raser en debat på RPGForum om jubilæumsottoen, et koncept som d’herrer Klaus Meier og Mikkel Bækgaard har fundet på. Opsummerende handler det alt sammen om, at KM og BM har sendt mails ud til en række rollespillere, og bedt dem om at skrive fem forslag til ”bedste scenarie nogensinde”. De fem fedeste scenarier vil så blive sat op og spillet om søndagen på Fastaval, hvor spillerne vil have lejlighed til at stemme på dem.
Denne procedure er der nogle, der er blevet sure over.
Altså. Det sjove er jo, at idéen minder rigtig meget om publikumsprisen – og den er der ikke nogen, der gider hidse sig op over. Måske bortset fra mig.
Rollespil er og bliver ikke et særligt massevenligt medie. Det foregår mellem forholdsvis få mennesker, og oplevelsen er så flygtig, at den defacto kun eksisterer i nuet. Jovist kan man skrive noget ned – men man kan jo forestille sig, hvor forskellig Ibsens ”Et Dukkehjem” ville se ud, hvis stykket blev sat op af henholdsvis Lars v. Trier eller Bille August. I rollespil er alle spillerne forskellige fra gang til gang, og derfor er scenarieoplevelsen også meget forskellig. Heraf kan man naturligvis konkludere, at mens det giver en del mening at sammenligne den nedskrevne del af et scenarie, giver det ingen, whatsoever, mening at sammenligne forskellige personers scenarieoplevelser. Der er alt for mange variable faktorer, når man spiller rollespil, og selve scenarieforfatterens oplæg er kun én af dem. Spillederens og spillernes dygtighed som rollespillere er en anden. Men mere subtilt er måske spørgsmålet om spillerforventninger. Nogle spillere forventer meget – dette er som oftest, men ikke altid, de garvede spillere. Andre spillere forventer lidt. Nogle spillere kan lide at spille intrigerollespil, og andre kan lide at slå på tæven. Er det scenariets skyld, hvis en spiller har fået tegnet sig for noget, der slet ikke interesserede ham? Næppe. Selvfølgelig kan man som scenarieforfatter prøve at indkorporere lidt for enhver spillertype i sit scenarie, men der skal da også være plads til at fortælle historier, der henvender sig til en snæver målgruppe. At henvende sig til laveste fællesnævner er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt.
Endelig er der jo spørgsmålet om, hvad spillerne har at sammenligne med. Det er klart, at en garvet spiller har en masse oplevelser bag sig at sammenligne med – men en nyslået spillers stemme tæller lige så meget, selvom det kunne være vedkommendes første rollespilsoplevelse.

Hvad hulen skal man egentlig med en publikumspris? Godt spørgsmål. Det sære er jo, at spillerne elsker publikumsprisen. De synes det er vildt fedt, at der er nogen, der er interesseret i at høre deres mening. De ser sig selv som ”folket” – ukorrumperligt og ærkedemokratisk. Publikumsprisen er modstykket til den ærkeelitære og højpandede jury, der belønner intellektuelle avantgardistiske uspilleligheder.
Eftersom jeg jo er dommer, kan det nok ikke komme bag på nogen, at jeg er usigeligt uenig. På den anden side – hvis publikumsprisen virkelig kan gøre nogen glade, synes jeg det er helt i orden. Jeg betragter den som en slags gimmick, der giver folk hvad de vil have, og forfører spillerne til at skrive deres kommentarer ned. Hvilket til gengæld er rigtigt brugbart og sjovt læsestof for enhver scenarieforfatter. Så hvad pokker - hvorfor ikke også en jubilæumspris? Det er alt sammen dybest set bare lidt ekstra glitter på en gammel tradition.

Her er forresten min top fem:


  • Drømmen om en konge i gult
  • Jisei
  • Paladins Lampe
  • A Day in the Life
  • Elevator


Men det skifter lidt, så lad være at hænge mig op på det :P

Ingen kommentarer: